 |
|
 |
 |
| EPI-NYT |
Overvågning og forebyggelse af smitsomme sygdomme
Epidemiologisk afdeling
|
|
| Redaktør: Peter Henrik Andersen |
| . |
|
| Tel.: 32 68 30 38 - Fax: 32 68 38 74 -
- ISSN: 1602-4184 |
| Rådgivning af sundhedspersonale: Tel.: 32 68 30 37 (8.30-11 og 14-15) |
|
|
|
|
| Sæsoninfluenza-vaccination 2009/2010 |
Vaccinen mod sæsoninfluenza beskytter ikke mod pandemisk influenzavirus A (H1N1)v. Information om vaccination mod pandemisk influenzavirus A (H1N1)v vil følge i et senere EPI-NYT. Gratis influenzavaccination Tilbud om gratis sæsoninfluenza-vaccination gives til særlige persongrupper med bopæl i Danmark. Tilbuddet omfatter personer > 65 år, kronisk syge < 65 år efter en lægelig vurdering samt førtidspensionister.
Ordningen træder i kraft den 1. oktober, og vaccination skal foretages inden udgangen af 2009. Bekendtgørelsen om gratis influenzavaccination til visse persongrupper kan læses på www.sst.dk.
Sundhedsstyrelsen gennemfører igen i år en kampagne for at øge vaccinationsdækningen, www.sst.dk/vinterinfluenza. Der er også udsendt plakater og postkort til blandt andet lægepraksis. Materialet kan bestilles gratis hos Schultz på telefon 70 26 26 36.
Kronisk syge under 65 år Kronisk syge omfatter, efter en lægelig vurdering, følgende:
- Personer, der går til behandling eller kontrol for kroniske lungesygdomme og har varig nedsættelse af lungefunktionen - Personer, der har en iskæmisk hjertesygdom - med eller uden hjerteinsufficiens - og hjerteinsufficiens af andre årsager - Personer, der går til behandling for diabetes mellitus, og har mindst én komplikation til sygdommen - Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt - Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
Børn Børn over 6 måneder, der har risiko for et alvorligt forløb af influenza, anbefales vaccination. Oftest vil disse børn følges i pædiatrisk ambulatorium, men de kan også vaccineres gratis hos praktiserende læge/speciallæge, eller eventuelt på vaccinationsklinik. En vejledning om influenzavaccination af risikobørn, udarbejdet af Dansk Pædiatrisk Selskab, kan ses på www.paediatri.dk.
Børn i alderen 6 måneder til 9 år, der ikke tidligere er influenzavaccineret, bør have to vaccinationer med fire ugers mellemrum. Børn i alderen 6 til 36 måneder vaccineres med halv dosis af vaccinen. Det kan være relevant at vaccinere husstandskontakter og andre personer med tæt kontakt til børn i risikogrupper.
Graviditet og amning Begrænsede data fra vaccination af gravide kvinder har ikke påvist skadelige virkninger på fosteret eller moderen. Vaccination kan overvejes fra andet trimester i graviditeten. Gravide, der tilhører en af de nævnte risikogrupper for kronisk syge, anbefales vaccination uafhængig af stadiet af graviditeten. Influenzavaccinerne kan gives i ammeperioden.
Dissemineret sklerose og hiv Patienter med dissemineret sklerose har ved influenzasygdom en risiko for nye attakker, mens der ikke er fundet øget risiko for nye attakker som følge af vaccination. Vejledning om eventuel vaccination af hiv-smittede gives på den infektionsmedicinske afdeling, der følger patienten. Influenzavaccine sæson 2009/2010 Vaccinen indeholder de mest aktuelle stammer af de tre sæsoninfluenzavirus, der cirkulerer globalt:
1. A/Brisbane/59/2007 (H1N1)-lignende virus 2. A/Brisbane/10/2007 (H3N2)- lignende virus 3. B/Brisbane/60/2008-lignende virus
Influenza A virusstammerne er uændret fra sidste sæson; influenza B virusstammen er ny. Vaccinen opfylder WHO's anbefaling for den nordlige halvkugle og EU's bestemmelser for sæsonen 2009/2010.
Leverance Af hensyn til forsyningssikkerheden, vil der blive distribueret vacciner fra tre producenter. Vaccinerne anses for ligeværdige til beskyttelse mod influenza og er alle godkendt til vaccination af både børn og voksne. Influenzavacciner fra sidste sæson kan ikke anvendes.
Beskyttelsesgrad Immunitet opnås i løbet af 2-3 uger efter vaccination og holder sædvanligvis 6-12 måneder. Beskyttelsen afhænger især af overensstemmelsen mellem cirkulerende virus og virusstammerne i vaccinen. Hos yngre, raske personer forebygger vaccination 70-90 % af sygdomstilfælde forårsaget af influenzavirus. Hos ældre personer er beskyttelsen mod almindelig influenzasygdom noget lavere. Beskyttelsen mod alvorlige komplikationer, hospitalsindlæggelser og dødsfald hos ældre er op til 50 %. Bivirkninger og kontraindikationer Vaccinen indeholder bestanddele af inaktiveret influenzavirus (split-vaccine) og giver derfor ikke influenza. Der kan forekomme forbigående lokale reaktioner med rødme og ømhed omkring injektionsstedet.
Der ses ikke flere tilfælde af feber eller anden almen påvirkning hos influenza- end hos placebovaccinerede personer. Feber, utilpashed, kulderystelser og træthed er almindelige reaktioner, som sædvanligvis forsvinder i løbet af 1-2 dage.
Personer, der er overfølsomme over for hønseæg/kyllingeprotein eller andre af indholdsstofferne (fx antibiotika eller formaldehyd), og hvor tidligere reaktion var af anafylaktoid karakter (urtikaria, angioødem, astma, allergisk rhinitis eller anafylaktisk chok), bør ikke vaccineres.
Allergi over for indholdsstoffet formaldehyd vil oftest manifestere sig som kontaktdermatitis, hvor lappeprøver kan være positive. Kontaktdermatitis er ikke en kontraindikation. For at undgå denne reaktion kan vaccinen gives intramuskulært.
Influenzavaccinen kan gives samtidig med andre vacciner, men bivirkninger kan forstærkes herved. Gives flere vacciner samtidig, bør de ikke gives i samme arm eller ben. Antivirale midler Neuraminidasehæmmere virker mod både influenza A og B virus, men er ikke et alternativ til forebyggelse ved vaccination. Udvikling af resistens mod oseltamivir har ikke medført ændring i anbefalingerne, EPI-NYT 23/08.
Neuroamidasehæmmere kan bruges til behandling af influenza og forebyggende til personer, der er uvaccinerede pga. kontraindikationer samt til uvaccinerede kontaktpersoner. (S. Glismann, A.H. Christiansen, Epidemiologisk afdeling)
Opgørelse over individuelt anmeldelsespligtige sygdomme, udvalgte laboratoriepåviste infektioner og sentinelovervågning af influenza
23. september 2009
|
|
|
|
|
 |
|
|
 |
|