 |
|
|
|
|
| |
| CANDIDA (SVAMPEINFEKTIONER) |
|
|
| Forårsager følgende sygdomme |
Candida kan give anledning til infektioner i hud, negle, slimhinder, enkeltorganer og udbredt i kroppen via blodet.
Hyppigst er slimhindeinfektioner, dels i mundhule dels i vagina hos kvinder. Symptomer er svien, brænden og evt. belægninger og ved infektioner i mundhulen desuden synkesmerter og smagsforstyrrelser. Infektioner i hud ses især i varme og fugtige områder, som under mammae, i bleregionen og i lysken. Her er infektionen ledsaget af rødme og evt. hvide belægninger.
Infektioner i enkeltorganer eller udbredt i kroppen via blodet ses udelukkende hos svækkede patienter. Eksempelvis patienter, der har fået langvarige antibiotika-kure, har svækket immunsystem pga. fx kemoterapi eller AIDS, eller patienter, der behandles med plastic-katetre i blodårer.
Herudover har Candida været kædet sammen med en lang række syndromer som kronisk træthedssyndrom, kronisk diarre eller mavegener og andre mere uspecifikke symptomer. Der er dog ikke påvist årsagssammenhæng mellem disse symptomer og Candida, og fordi Candida er en del af vores naturlige flora i mund og mave tarmkanal, skal man være varsom med at konkludere, at påvist Candida i prøver fra disse områder er årsag til sygdom hos ellers raske personer. |
|
|
|
| Familiestamme |
| Candida hører til gærsvampe, hvoraf der findes ca. 500 forskellige arter. Kun ca. 10 af disse er hyppigt involveret i infektioner hos mennesker. Mest almindelig er Candida albicans, men også C. glabrata, C. krusei, C. tropicalis, C. parapsilosis m.fl. ses som årsag til infektion. |
|
|
|
| Forekomst |
Gærsvampe er allesteds forekommende mikroorganismer og fundet af disse i en patientprøve kan skyldes, at patienten har en svampeinfektion, at svampen indgår som en del af patientens mikrobielle normalflora eller at prøven er blevet forurenet med den pågældende svamp. Derfor skal fundet af Candida vurderes i sammenhæng med kliniske symptomer og såvel mængden af påvist svamp som eventuelle gentagne fund er af betydning.
|
|
|
|
| Resistens |
Til behandling af Candida infektioner findes følgende midler: Amphotericin B, Caspofungin, azoler (fluconazol, itraconazol, voriconazol, ketoconazol, econazol, clotrimazol og miconazol) og flucytocin.
Almindeligvis er C. albicans følsom for de forskellige svampemidler, mens nedsat følsomhed for visse azoler knytter sig til species som C. glabrata og C. krusei. Dog må øget forekomst af svampeisolater med nedsat følsomhed forventes i fremtiden som følge af øget anvendelse af antimykotika. Resistensbestemmelse er især relevant, når patienten tidligere har fået svampebehandling, eller der er påvist en art, der ikke er en C. albicans.
|
|
|
|
| Diagnose |
I diagnostikken af svampeinfektion indgår dels en påvisning af svampeinfektion dels en efterfølgende identifikation af den eller de fundne svampe. Påvisning af svampeinfektion foregår i dag helt overvejende ved mikroskopi og dyrkning af patientmateriale. Det typiske tidsforløb fra prøvetagning til påvisning af Candida ved dyrkning er 2 – 5 døgn. Ved fund af gærsvampe foretages den efterfølgende identifikation med biologiske dyrkningsmetoder, hvor bl.a. forskelle i evnen til at udnytte sukker- eller kulstofkilder udnyttes. Endelig identifikation ved sådanne metoder tager typisk 3 døgn.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
