| Årsag |
Svampeinfektioner i hud kan skyldes infektion med svampe af 3 forskellige typer af svampe. Hyppigst dermatophyter (skimmelsvampe med særlig evne til at invadere keratinholdigt væv), næsthyppigst gærsvampe tilhørende arterne Candida og Malassezia og sjældnest skimmelsvampearter som Scopulariopsis, Fusarium og Aspergillus.
Liste over sygdomme (og synonymer) i denne kategori:
Superficielle mykoser.
Dermatophytosis corporis, faciei, cruris, inquinalis, palmaris, plantaris et interdigitalis.
Tinea corporis, faciei, cruris, inquinalis, palmaris, plantaris et interdigitalis.
Candidosis cutaneus.
Pityriasis versicolor, Dermatitis seborrhoica.
Liste over mikroorganismer i denne kategori:
Trichophyton species (rubrum, mentagrophytes, violaceum, verrucosum)
Microsporum canis
Epidermophyton floccusum
Malassezia furfur
Candida species (albicans, glabrata, krusei, parapsilosis, guilliermondii etc) |
|
|
|
| Forekomst |
Dermatophytter findes ikke på normal hud, hvorfor påvisning af disse i klinisk materiale er ensbetydende med infektion. Dermatophytter indeles i de, der har mennesket som naturlig vært (antropofile), de som har dyr som vært (zoofile) og endelig de, som findes i jord og plantedele (geofile).
Gærsvampene tilhører vores normale mikrobielle flora. Candida findes især på slimhinder i mund og mavetarmkanal og Malassezia, der er en lipofil gærsvamp tilhører den normale hudfora. Påvisning af disse er derfor ikke i sig selv bevis for en infektion.
|
|
|
|
| Smitteveje og reservoir |
Flg. dyr er hyppig smittekilde til hudsvampeinfektion Katte: Microsporum (M) canis, Hund: M. canis,Kalve: Trichophyton (T.) verrucosum, Heste: T. equinum,Gnavere: T. mentagrophytes var. mentagrophytes.
Herudover sker smitte hyppigst fra menneske til menneske, bl.a. i vådrum. Visse eksotiske dermatophytter som M. audouinii, T. violaceum og T. tonsurans overføres særlig hyppigt fra menneske til menneske og kan give anledning til småepidemier i familier og daginstitutioner. |
|
|
|
| Resistens |
Der findes en række midler med virkning på svampe. De enkelte svampemidler virker på forskellige svampe, hvorfor det er vigtigt at kende svampespecies.
Resistensbestemmelse er mulig for Candida arter.
|
|
|
|
| Symptomer |
Symptombilledet er varieret og afhænger af faktorer såvel hos værten som alder, køn, hudens beskaffenhed, immun- og endokrin status som hos svampen. Generelt er infektionerne med de zoofile dermatofytter mere akutte med opheling indenfor 2 – 3 måneder, mens de antropofile dermatofytter medfører mindre betændelsesreaktion og oftere et mere kronisk recidiverende forløb. Elementerne er oftest runde og skællende, evt. med små blærer i randzonen og efter nogen tid med opheling i centrum (heraf betegnelsen ringorm). Malassezia giver især infektion, hvor huden er rig på talgkirtler og giver ofte anledning til ændret pigmentering af huden især efter solbadning. Candida giver røde irriterede hudområder evt. med hvidlige belægninger eller små blærer.
|
|
|
|
| Diagnose |
| I diagnostikken af hudsvampeinfektion indgår dels direkte mikroskopi af prøvematerialet dels dyrkning på specialsubstater. Ved den direkte mikroskopi kan diagnosen svampeinfektion stilles, såfremt der er tilstrækkelig mængde svampehyfer eller sporer i prøven, men identifikation af svampen kræver dyrkning. Denne tager 7-14 dage – i visse tilfælde 4 uger (specielt T. verrucosum). Candida arter vokser hurtigere 1 – 3 dage, og identifikation foretages udfra såvel morfologiske som biokemiske kendetegn. |
|
|
|
| Behandling |
| Lokalbehandling med cremer indeholdende svampemidler ved få elementer, systemisk behandling med tabletter ved udbredte infektioner. Valg af præparat afhænger af hvilken svamp, der er påvist. |
|
|
|
| Hyppighed |
| Hudsvampeinfektioner ses i Danmark såvel som i udlandet med stigende hyppighed. Alene på Statens Serum Institut er antallet af indsendte prøver stegt fra 12.833 til ca. 30.000 prøver i perioden 1987 til 2002, med ca. 22 % positive prøver gennem hele perioden. |
|
|
|
|
 |
|
