 |
|
|
|
|
| |
| MYCOPLASMA GENITALIUM INFEKTIONER |
|
|
| Årsag |
M. genitalium er en bakterie, der adskiller sig fra andre bakterier ved at mangle en cellevæg. Bakterien er derved naturligt resistent overfor almindelig penicillin. Infektionen kan dog behandles med andre antibiotika. M. genitalium blev først opdaget i 1981, og da den er meget vanskelig at dyrke, har betydningen af infektionen først kunnet afklares efter udviklingen af moderne DNA påvisningsmetoder (PCR).
Den nært beslægtede M. pneumoniae forårsager bl.a. lungebetændelse, primært hos børn og yngre voksne. |
|
|
|
| Forekomst |
M. genitalium infektioner forekommer i hele verden.
|
|
|
|
| Smitteveje og -reservoir |
M. genitalium smitter kun mennesker. Bakterien kan overføres ved samleje uden anvendelse af kondom. En del af de, som er smittet med bakterien, har ingen symptomer, og er således raske smittebærere. Inkubationstiden er formentlig 1-2 uger, men dette er endnu ikke helt afklaret. Det er uvist, om man kan smittes ved oral sex eller analt samleje.
|
|
|
|
| Symptomer |
Symptomerne på M. genitalium infektion kan ikke skelnes fra klamydia. Som ved klamydia er omkring halvdelen af de smittede helt uden symptomer. Hvis der udvikles symptomer, er det typisk udflåd fra urinrøret og sviende smerter ved vandladning. Hos kvinder kan der desuden være udflåd fra skeden, hvis der er betændelse i livmoderhalsen. I komplicerede tilfælde kan der hos kvinder opstå underlivsbetændelse, mens infektionen hos mænd kan udvikle sig til betændelse i bitestiklerne. Det er endnu ikke afklaret, hvor ofte ubehandlet underlivsbetændelse med M. genitalium kan føre til aflukning af æggelederne og dermed ufrivillig barnløshed eller graviditet udenfor livmoderen.
|
|
|
|
| Diagnose |
En sikker diagnose kan kun stilles ved laboratorieprøver, da symptomerne ligner dem, man ser ved andre seksuelt overførbare infektioner. Bakterien kan påvises ved PCR teknik i en podning fra urinrøret, og hos kvinder også ved podning fra livmoderhalskanalen eller skeden. Hos både mænd og kvinder kan M. genitalium også påvises i de første 10 ml af en urinprøve, som skal opsamles uden afvaskning. Hos kvinder bør urinprøven suppleres med en podning fra livmoderhalskanalen eller skeden for at sikre diagnosen for flest muligt smittede. Prøverne bør samtidig undersøges for klamydia. Undersøgelse for M. genitalium kan indtil videre kun udføres på Statens Serum Institut.
|
|
|
|
| Behandling |
Den optimale behandling med antibiotika er afhængig af, om der tidligere er givet behandling på mistanke om klamydiainfektion med en enkelt dosis azithromycin. Denne behandling er kun effektiv hos omkring 80% og hos de patienter, som har vedvarende infektion, bliver M. genitalium oftest resistent overfor azithromycin og lignende antibiotika. I sådanne tilfælde er eneste effektive behandling moxifloxacin. Ved påvisning af M. genitalium udføres på SSI rutinemæssigt påvisning af resistensmutationer med molekylærbiologiske metoder.
|
|
|
|
| Vaccination |
Man kan ikke vaccinere mod M. genitalium infektioner.
|
|
|
|
| Anden forebyggelse. |
Konsekvent anvendelse af kondom ved samleje giver god beskyttelse.
|
|
|
|
| Hyppighed |
M. genitalium er ikke helt så hyppig som klamydia (50-90% i de fleste studier). Ved symptomer på urinrørskatar eller livmoderhalsbetændelse har 10-20% M. genitalium og 15-25% klamydia. Patienter, som ikke har klamydia, samt patienter med tilbagefald efter behandling for en seksuelt overførbar sygdom, viser sig ofte af være smittet med M. genitalium.
|
|
|
|
| Andet |
| Se evt. klamydia og gonoré. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
